Animerch Anime Anmeldelse: Sora No Woto

"Someone was saying the world is ending. But I like this world."

Da Mahou Shoujo Madoka kørte, var det et helt fænomen at dens fanbase analyserede hver eneste scene, episode for episode, for at forstå hvad der skete.
Dette blev senere til en meme, omtalt som ”Speculah”. En meme, som faktisk startede fra en tidligere serie, hvis fanbase hoppede fra den og hen til Madoka for at finde endnu en serie, som kunne give den samme tilfredsstillelse af at regne ting ud i en original anime serie, som ikke var en manga-adaption.

©Shaft / © A-1 Pictures, Aniplex. (Og speculah, kommer af "Gitah" fra K-on, men det er en historie for en anden dag.)

Introducing ”Sora no Woto”: Post-apokalyptisk, cute-girls-doing-cute-peacetime-army-things. Serien åbner op med ikke kun at introducere os for vores hovedperson Kanata - ung rekrut og trompetist - men også med et indblik i en verden og fremtid, der er føles levende.

Der bliver refereret til nylige våbenhvile; soldater spiller en korthånd ud der kaldes ”Grim Bourlouge” med pokerkort som har japansk sumi-e æstetik. Kanata viser taknemmelighed for at havde fået noget så dyrt, som EN HEL dåse karameller, på grund af en overtro om, at hvis man er venlig over for trompetisterne, så kan man lettere høre kaldet for at trække sig tilbage fra krigszonen. Kanata fortæller også, at grunden til at hun meldte sig ind i hæren er fordi, at hun gerne vil lære at spille musik.
På det tidspunkt er vi mindre end 4 minutter inde i serien, før vi få en scenisk passage af Kanata's togrejse til Sieze, den afsidesliggende by, hvor hun udstationeres med resten af 1121st Platoon, der udgøre resten af vores hovedpersoner.

© A-1 Pictures / Fra venstre til højre: Rio, Felicia, Noël, Kureha og Kanata.

Derfra følger Sora No Woto faktisk mange af de klassiske high-school slice of life episoder; der er tapperhedsprøven, hvor pigerne skal snige sig ind i en hjemsøgt bygning. En fieldtrip episode og en sygepasse episode - det hele dog gennem seriens post-apokalyptiske linser.
Den hjemsøgte og forladte bombede bygning viser sig, at den engang har været en skole. Der er efterladte japanske skolebøger, som ikke engang genkendes som at været skrevet på japansk. Pigernes fieldtrip bringer dem forbi et ingenmandsland som taget ud af Mad Max og sygepasse episoden introducerer manglen på sundhedsvæsen og den lokale miko-nonne, der æstetisk kombinere kristendom og shintoism.

 © A-1 Pictures / Det tekniske term er synkretism

Man efterlades til selv at prøve at regne alt ud, og danner ens egne teorier. Hvad var det egentlig, som Kanata så under vandet? Hvordan endte menneskeheden med at gå teknologisk tilbage til 1940' - 1950'?
Meget lidt forklares, hvilket efterlader en som seer i samme båd, som vores hovedpersoner, hvis eget fortid er blevet til myter og traditioner - og man efterlades med en nostalgisk længsel efter en bedre tid, hvilket blandt andet bliver vist gennem seriens mecha, Takemikazuchi, et højteknologisk levn fra fortiden, som dårlige nok virker.

 © A-1 Pictures / Så hvad på billedet passer ikke ind i et hangar for en mecha?

Det hele understøttes af en animation, hvor det er tydeligt, at fokusset er på verdenen og den tilhørende stemning. Der er sjældent fantastiske aktion sekvenser der skal animeres, eller dynamiske bevægelser - og her og der kan man se, at der er scener, hvor der er sparet på budgettet på karaktererne.
Budgettet er i stedet for tydeligt brugt på at gøre verden levende. Byen Sieze, hvor det meste af historien foregår, har teksture og kultur, lys og farver, alt brugt til at skabe den stemning, der ønskes - og engang i mellem får man smukke scener, som taget ud af en Ghibli film. Det hele er med til at skabe en verden, som er lige så meget en karakter, som dem der lever i den. 

© A-1 Pictures / Baseret på den spanske by Cuenca.

En verden, hvor meget er gået tabt, men nogle ting hænger stadigvæk ved: som det smukke, når en klar tone fra en trompet løftes mod himlen. Hvordan musik og kultur kan forbinde mennesker. Som en af seriens tema, er det ikke underligt, at animationen følges af et præcis skrevet og nøje udvalgt soundtrack - bortset fra seriens ED, som nok er en af de største stemnings whiplash at få smidt i hovedet!

© A-1 Pictures / MFW når ED gå igang.

Åbningssangen af Kalafina afspejler seriens håbfulde budskab, der trodser verdenens undergang. Den franske 'Servant de Feu' af Matthieu Ladouce er melankolsk, uden med at være pivet. Mellem de to, seriens leitmotif, 'Amazing Grace' og det klassiske stykke, styrkes seriens motiv om at havde ramt bunden, men at stadigvæk komme videre.

Det hele er med til at skabe en følelse og stemning af, det som på japansk kaldes ”Mono no Aware”, hvilket løst oversat refererer til bevidstheden og accepten af alle tings forgængelighed, og at det egentlig er okay, at livet er sådan.
Det er en af den røde tematisk tråd, der gør så serien aldrig falder ned i et nihilistisk sort-syn, til trods for den post-apokalyptisk verden, serien er sat i. I stedet udforskes nihilisme i ordets egentlige betydning, og hvordan man selv kan finde en mening med det hele.

© A-1 Pictures / Det har nok en gang være en eller andens stue eller lignende.

Dette forvandler Sora No Woto fra Slice-of-Life Moe, til en serie om, hvordan livet kan forsætte, selv efter verdenen ikke længere giver en grund til det, hvilket fortælles gennem uskyldige Kanata, Tsundere Kureha, Kuudere Noël, moderlig Felicia og ansvarlige Rio. Arketyper, som ses i cute-girls-doing-cute-things serier, men som konfronteres med seriens eksistentielle temaer og fortalt subtilt nok til, at det man missede i første omgang, kan fanges i anden omgang.

Desværre så lider slutningen dog under et for stort klimaks, og ikke nok episoder til at bygge op til det; med kun 1 sæson på 12 episoder - plus 2 hvis du tæller OVA med og OVA episode 13 burde ses, da den giver en ordentlig closure. Den troværdige interaktion, rolige stemning og verdensopbygning ind til slutningen, bliver sat op imod et klimaks, hvor dele af den bliver lidt for urealistiske og lidt for pludselige. Den slutter lidt for perfekt uden en ordentlig opbygning, der er med til at gøre, så den gode slutning føles fortjent, hvilket kan distrahere fra det smukke, som serien forsøger at vise i de sidste episoder.

© A-1 Pictures / Lidt lige som Kanata bag rettet i ova episode 7,5. Du skal nok ankommer til destinationen, men det blive lidt bumpy.

På grund af seriens meget episodiske natur, så kan nogen af episoderne også være hit-or-miss, alt efter personlig smag. (Generelt consensus er dog at episode 8 ret meget er den værste. If you know, you know > . >).
Karakterne kan også være for meget deres stereotype, og serien kan skuffe, hvis man forventer eller ønske noget mere gritty og mørkt -  dog til trods for alt det, er den værd at give den en chance - fordi det, som Sora no Woto gør godt, det gør den rigtig godt. Det er så en smagssag, om det gode er godt nok til at opveje seriens fejl.

Hvis man er i humør til noget slice-of-life med lidt mere bid, så tilgiver man nok slutningens fejl, for at være en cute-girls-doing-cute-things anime, der med en rolig og klar stemme, som - til trods for, at den til tider er lidt usikker og til sidst måske blive lidt for dramatisk - tør at komme med en fortælling, der beder dens seer om selv at finde deres eget svar i livet.

Anbefales hvis du kan lide: Girls' Last Tour, Violet Evergarden, Haibane Renmei, School-live!

MAL Recommendation Ratio:

Studie: A-1 Pictures og Aniplex (Sword Art Online, Your Lie in April, Black Butler)
Instruktør: Mamoru Kanbe (Elfen Lied The Promised Neverland, Kimi to Boku)
Musik: Michiru Oshima (Fullmetal Alchemist ,Little With Academia, Sailor Moon (2003))
Genre: Slice of Life, Drama, Post-Apokalyptisk sci-fi.